Ejerslev Havn

Fossilfyldt lagunelandskab på Mors

Ejerslev Havn er en vaskeægte lille perle på det nordøstlige Mors.

Her har fortidens udvinding af moler skabt en ret spektakulær naturoplevelse i form af en lagune med krystalklart vand. Lagunen er omgivet af takkede molerskrænter, som med lidt god vilje kan ligne små bjergtoppe. Ja, man kan vel næsten svinge sig op til at kalde det en slags alpelandskab i mikroformat!

Lokale ildsjæle har skabt en godt 1 kilometer lang sti, som fører hele vejen rundt om lagunen. Undervejs kan man beundre det særegne landskab og føle sig hensat til en anden og mere eksotisk verden i de 15-20 minutter, rundturen varer.

Vil du ud på en lidt længere tur, er Ejerslev Havn også udgangspunkt for den 5 kilometer lange gåtur ved Ejerslev Lyng.

Der er også mulighed for at bestige nogle af omgivende molerskrænter og skue ud over Limfjorden. Moler er desuden fuld af fossiler, så hvis du er heldig, kan du måske grave en souvenir frem.

(Annonce)

Ejerslev Havn
Den eksotiske lagune
Ejerslev Havn
Limfjorden omgiver Ejerslev Havn

Hyggelig havn med fin historieformidling

Udgangspunktet for rundturen er den lille hyggelige havn, som samtidig er den eneste naturhavn på Mors.

I 2023 stod havnen atter færdig efter en gennemgribende renovering. Resultatet er blevet et imødekommende havnemiljø med fiskerkuttere, picnicborde og flydende shelters, hvis man har mod på en nat over bølgerne.

Dertil kommer en række bygninger, som både huser en café samt et lille udstillingslokale. Her kan du på et overskueligt areal og med hjælpe fra fotos og plancher blive meget klog på havnens historie, som blandt andet byder på et vaskeægte industrieventyr og adskillige spændende fossilfund.

Alt i alt er Ejerslev Havn et oplagt sted at sætte kursen imod, hvis du vil have en både overskuelig og overdådig naturoplevelse og måske endda indtage et måltid undervejs.

(Annonce)

Ejerslev Havn
Ejerslev Havn er ganske indbydende
Ejerslev Havn
Man kan komme helt tæt på molerskrænterne i Ejerslev Havn

Moler og fossiler

Skildpadden Luffe
Skildpadden Luffe blev fundet i molergraven ved Ejerslev Havn

Moler er en særlig jordart, som blev dannet for 55 millioner år siden. Moler er skabt af kiselalger, som er sunket til bunds på datidens havbund og med årene har skabt lag af moler på op til 60 meters tykkelse.

Molerskrænterne med de karakteristiske ”foldede lag” er ganske unikke og kan kun opleves på Mors og Fur – og i mindre grad få andre steder omkring Limfjorden. Den unikke lerart er optaget på kandidatlisten til at blive en del af UNESCO’s verdensarv.

De mange blottede jordlag er også meget egnede til at gå på jagt efter fossiler. Gennem årenes løb er der fundet masser af velbevarede fossiler i moleret på Mors og Fur. Det måske mest kendte fossil – af den historiske sumpskilpadde Luffe – blev fundet i molergraven ved Ejerslev Havn i 2008.

(Annonce)

Billeder fra Ejerslev Havn

Industrihistorien i Ejerslev

Ejerslev Havn
Foto fra udstillingen om havnens industrihistorie

I starten af 1900-tallet fik man for alvor øjnene op for de store forekomster af moler, som findes på Mors. Der gik derfor ikke lang tid, før nogen fik dollartegn i øjnene og anede en mulighed for at tjene penge på moleret.

I 1914 blev naturhavnen ved Ejerslev omdannet til en industrihavn for udskibning af moler fra de omkringliggende molerskrænter. Det blev starten på et industrieventyr, som varede ved i over 50 år.

Med årene blev havnen udviklet, så der kunne lægge store skibe til, og en trafikliste fra 1958 i havnens udstillingsstue viser eksempelvis, at der kom skibe fra både Hamburg, Rotterdam og Köln for at hente moler.

I 1971 sluttede industrieventyret. Her forlod det sidste fragtskib Ejerslev Havn og efterlod havnen til tilsanding og forfald.

I 2005 overtog Morsø Kommune havnen og påbegyndte et større renoveringsarbejde. Senere kom Realdania også med ind over renoveringen. Arbejdet blev færdiggjort i 2023.

Du kan blive meget klogere på industrieventyret i Ejerslev Havn i det lille fine udstillingsrum på havnen. Her er der mange plancher og fotos, som formidler historien.

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Hanklit og Salgjerhøj

Læs mere

Louns-halvøen

Læs mere

Nationalpark Thy

Læs mere

Nykøbing Mors

Læs mere

Skive

Læs mere

Thisted

Læs mere

Kort og links

Links

Ejerslev Havn – havnens hjemmeside

Visit Mors – turistinfo

(Annonce)