Dania
Et levende stykke industrihistorie ved Mariager Fjord
Den lille landsby Dania er ikke bare en tilfældig hyggelig landsby med kønne, gule huse. Landsbyen udgør, sammen med de tilsvarende gule fabriksbygninger, de stemningsfulde rester af et af landets store cementeventyr.
I det bakkede landskab ved Mariager Fjord findes der store forekomster af kridt. Det fik i slutningen af 1800-tallet tre cementfabrikker til at slå sig ned i området. Med tiden endte fabrikken Dania dog med at sætte sig på hele produktionen.
I næsten 100 år havde cementfabrikken fuld gang i det omfattende anlæg, der indeholdt fabriksbygninger, siloer, boliger og tilhørende udskibningshavn.
Fascinerende helhed
I dag står de tilbageværende gule arbejder- og funktionærboliger tilbage og ligner næsten et lille stykke Nyboder tilsat en smuk udsigt over fjorden. Samtidig er en del af fabriksbygningerne bevaret og istandsat.
Tilsammen udgør boligerne og fabriksbygningerne en fascinerende helhed, som samtidig ligger smukt ud til Mariager Fjord.
Husk også et kigge forbi den tidligere kridtgrav. Graven har stået urørt hen siden fabrikkernes lukning i 1984, og det har skabt et unikt naturområde med blandt andet mange orkidéer. Der er dog ikke adgang til selve graven – du må nøjes med at kigge ud over det menneskeskabte hul i jorden.
(Annonce)
Danias historie kort fortalt
Helt tilbage til 1500-tallet er der blevet hentet kridt op fra jorden ved Mariager Fjord. Eksempelvis er der materialer fra Mariager Fjord i mange af de slotte og øvrige bygninger, Christian den Fjerde lod opføre i København i starten af 1600-tallet.
I slutningen af 1800-tallet åbnede den første cementfabrik, Cimbria, på området, der i dag er kendt som Dania. Senere kom yderligere to fabrikker til i form af Dania og Kongsdal.
Fabrikkerne udnyttede de store kridtforekomster i bakkerne og de gode udskibningsmuligheder ved fjorden. Da produktionen var på sit højeste i starten af 1900-tallet, var der over 1000 ansatte på de tre fabrikker.
I 1920 blev fabrikkerne overtaget af Aalborg Portland. Herefter lukkede først Cimbria og så Kongsdal, så det til sidst kun var Dania, der producerede cement. Produktionen af cement varede frem til 1975, og fabrikken lukkede helt i 1984.
I 2000 blev de tilbageværende industribygninger samt de tilhørende arbejder- og funktionærboliger købt af en privat familie, som har sat bygningerne i stand, malet dem gule og lejet dem ud. Familien betegner selv Dania som “Danmarks eneste privatejede landsby”.
(Annonce)
Billeder fra Dania
(Annonce)
Oplevelser i nærheden
Kort og links
Links
Destination Himmerland – læs mere om Dania
Slots- og Kulturstyrelsen – info om stedets industrikultur
(Annonce)





