Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage

Vindblæste hedeture i det midtjyske

Randbøl Hede er et velbevaret hedelandskab, der minder om, hvordan store dele af Midt- og Vestjylland så ud i 1700-tallet. Klitten Stoltenbjerg står som et naturligt pejlemærke i det flade landskab som et konkret bevis på den massive sandflugt, området tidligere var plaget af.

I dag kan man i ro og mag bestige den 17 meter høje klit uden at få blæst sand i øjnene, men risikoen for sand i tøjet er til gengæld intakt, hvis man vælger at rutsje ned ad klitten. Sådan foretrækker mange børn i hvert fald nedturen.

Tæt ved Stoltenbjerg ligger Naturrum Kirstinelyst, som fortæller om hedens historie og natur. Her kan du blive klogere på planter og dyr, og du kan også få mere at vide om tyskerne, som har lagt turen forbi heden to gange: først for at dyrke kartofler og senere for at etablere en flyvebase.

(Annonce)

Den ene skråning af Stoltenbjerg fungerer som én stor rutsjebane.
Der er en fin udsigt over hele Randbøl Hede fra 17 meter høje Stoltenbjerg.

Tryllesøer i Frederikshåb Plantage

Lige på den anden side af hovedvej 28 ligger Frederikshåb Plantage. Her er der gode vandreruter, og en enkelt af ruterne forbinder også Randbøl Hede med plantagen.

Et særligt naturfænomen i plantagen er Syvårssøerne. Det er en samling af søer, som skiftevis forsvinder og dukker op i det savanneagtige centrum af plantagen. Det er derfor aldrig helt til at vide, om søerne er synlige eller ej.

Vi har besøgt området to gange: Første gang var søerne ganske tydelge. Anden gang var de næsten ikke til at få øje på.

Uanset om du får øje på søerne eller ej, så udgør Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage en skøn, samlet naturoplevelse, der er værd at sætte kursen mod.

(Annonce)

En vandrerute forbinder Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage.
Frederikshåb Plantage er et skønt sted at vandre.

Historie: Kartoffeltyskere og flyvesand

Randbøl Hede er en af de største indlandsheder i landet.

I slutningen af 1700-tallet blev en flok tyskere inviteret til landet for at dyrke hederne. De skulle primært dyrke kartofler – og deraf fik de navnet kartoffeltyskere. Der kom blandt andet tyskere til Randbøl Hede, og de etablerede sig i kolonierne Frederiksnåde, Moltkenberg og Frederikshåb.

Tyskerne blev dog hurtigt skræmt af det barske landskab, og ud af de 86 familier, som slog sig ned i området i 1760, var der kun 12 familier tilbage i 1766. Resten havde opgivet at få noget godt ud af jorden.

Siden 1932 har Randbøl Hede været fredet, og Naturstyrelsen plejer området for at bevare landskabet som hede. Heden bevarer kun sit ”oprindelige” udseende med blomstrende lyng og åbne vidder ved at lade kvæg græsse og ved at brænde heden af i ny og næ.

Lige overfor Randbøl Hede ligger den mere frodige Frederikshåb Plantage. Skoven er et bevis på en årelang kamp mod sandflugten. I 1800-tallet var det i øvrigt danske straffefanger, som stod for arbejdet med at bekæmpe sandflugten. Straffefangerne var soldater, der blev taget til fange af englændere og tilbageleveret til Danmark.

Under 2. Verdenskrig vendte tyskerne tilbage til Randbøl Hede. Denne gang for at etablere en flyvestation i området. Der kan stadig ses rester af det tyske militær i landskabet. For eksempel er der flere flyverskjul, ligesom der er rester af en rullebane, hvor flyene kunne køre mellem skjul og lufthavn.

Der er også rester af en mandskabsbunker og en brændstofbunker, ligesom man kan se resterne af et feltkøkken ved Naturrum Kirstinelyst.

(Annonce)

Praktisk information

En markeret rute går fra Naturrum Kirstinelyst til Stoltenbjerg.

Vandreruter
Der er tre markerede vandreruter ved Randbøl Hede: Gul rute er ca. 3 km og går fra Naturrum Kirstinelyst til Stoltenbjerg og Staldbakkerne. Rød rute er 4,7 km og tager dig forbi Stoltenbjerg og Syvårssøerne. Blå rute er10 km og tager dig hele vejen rundt på Randbøl Hede.

Derudover er der forskellige vandre- og cykelruter i Frederikshåb Plantage.

Transport
Der findes flere forskellige parkeringspladser ved Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage. Den mest centrale parkeringsplads ligger ved Bøgvadvej tæt på Stoltenbjerg. Der er også parkering ved Naturrum Kirstinelyst samt i den østlige og vestlige ende af Frederikshåb Plantage. Vil du med bus, kører rute 166 mellem Kolding og Billund og stopper i Frederikshåb. Herfra er der kort afstand til både heden og plantagen.

Toiletter
Der er toiletter ved Naturrum Kirstinelyst og ved parkeringspladsen ved Bøgvadvej tæt på Stoltenbjerg.

Billeder

Oplevelser i nærheden

Brande

Læs mere

Horsens

Læs mere

Vejle

Læs mere

Randbøl Hede på kortet

(Annonce)

(Annonce)