Rubjerg Knude

Vandrende fyr i klitterne

Rubjerg Knude Fyr er vel nok en af de mest ikoniske seværdigheder i Nordjylland og et bevis på, at naturen er voldsom på disse breddegrader.

Fyret blev bygget i år 1900, og dengang stod det 200 meter fra kysten. Men med årene har havet ædt sig nærmere og nærmere, så fyret blev taget ud af drift i 1968. Og i 2019 blev fyret rykket 70 meter længere ind i landet for at redde det fra at styrte i havet.

I dag står fyret som en smuk og velbesøgt påmindelse om, at naturen ikke sådan lige er til at spøge med. Og selvom fyret nu er på sikker grund, så går der ikke mere end 20-40 år før havet igen kommer faretruende nær.

Lønstrup Klint er navnet på det stykke natur, der omgiver Rubjerg Knude Fyr. Vandreklitten strækker sig over 13 kilometer – fra Løkken i syd til lige nord for Lønstrup. Klinten hapser sig cirka 2 meter land hvert år.

(Annonce)

Rubjerg Knude Fyr
Rubjerg Knude Fyr kan ses fra lang afstand.
Rubjerg Knude Fyr
Vær beredt på blæst og fygende sand.

Et besøg til Rubjerg Knude Fyr kan sagtens udvides med oplevelser i nærområdet. For eksempel ligger den varierede Rugbjerg Klitplantage lige i nærheden og tilbyder lidt læ for vinden.

Plantagen er på 65 hektar, og den er anlagt i 1927 – blandt andet som et beskæftigelsesprojekt. Her kan du opleve en stor variation af træer, og du kan spotte sjældne orkidéer. Derudover er der gode muligheder for at plukke havtorn i den vestlige ende af plantagen, ligesom her er flere forskellige spiselige svampe. Blandt andet kantarel.

Besøg også Mårup kirketomt og Lønstrup

Et andet udflugtsmål tæt på er Mårup kirke og kirkegård lidt nord for fyret. I 1200-tallet blev her opført en kirke, som på det tidspunkt lå 1,2 kilometer inde i landet. Men stille og roligt har havet ædt sig ind på kirken, som i 2015 blev taget ned for at undgå, at den styrtede i havet.

I dag er der rester af kirkegården tilbage. En gruppe lokale sørger for at redde gravstenene, inden de styrter i havet, ligesom knoglerester bliver lagt i en fællesgrav på kirkegården i Lønstrup.

Tæt på fyret ligger det gamle fiskerleje, Lønstrup. Her er der mange spisesteder og specialbutikker og velbevarede huse. Et særpræg ved byen er en slugt, der skærer sig igennem byen. Den blev skabt i et voldsomt skybrud i 1877.

(Annonce)

Rubjerg Knude Fyr
Vandreklitten bevæger sig hele tiden. I 2052 vil den være nået til denne pæl.
Ruiner ved Rubjerg Knude
Fyret blev opført sammen med bla. fyrmesterbolig og maskinhus. Nu står kun fyret over "sandniveau".

Historien om fyret

Rubjerg Knude Fyr er blevet rykket ind i landet for at undgå styrt

Rubjerg Knude Fyr blev opført i år 1900 for at lyse op for de mange passerende skibe ved kysten. Fyret kunne ses i helt op til 42 kilometers afstand. Der blev bygget både fyr, fyrmesterbolig, bolig til assistenter, gasværk og maskinhus.

Komplekset blev bygget 200 meter fra kysten, men det varede ikke mange år, før problemerne med den altædende vandreklit begyndte at melde sig. I 1968 blev fyret derfor slukket.

I 2016 blev der ført nyt liv til fyret, da Realdania og Naturstyrelsen satte fyret i stand, og blandt andet forsynede fyret med nye trapper, der gjorde det muligt for besøgende at komme op i toppen.

Samtidig rykkede havet tættere og tættere på, og det besluttet, at fyret – modsat den nærliggende Mårup Kirke – skulle reddes fra sin skæbne. Derfor blev der sat et storstilet flyttearbejde i gang i 2019, hvor fyret blev rykket 70 meter ind i landet. Her står fyret nu sikkert – i hvert fald de næste 20-40 år…

(Annonce)

Praktisk information

Rubjerg Knude Fyr er blevet rykket ind i landet for at undgå styrt

Parkering
Der er gode parkeringsmuligheder ved en stor parkeringsplads ved Fyrvejen ud til Rubjergvej. Der er også  mindre parkeringspladser ved Mårup kirketomt og ved Rubjerg Klitplantage.

Offentlig transport
Om sommeren går der busser fra Hjørring til Rubjerg Knude.

Toiletter
Der er flere offentlige, kommunale toiletter på den store parkeringsplads ved Fyrvejen.

Oplevelser i nærheden

Løkken

Læs mere

Skagen

Læs mere

Vestkysten

Læs mere

Rubjerg på kortet

(Annonce)