Hjørring

Kirkerig købstad med gode grønne åndehuller

Hjørring er nok ikke den by i det nordjyske, som tiltrækker flest turister. Men hvis du nu alligevel er i området – måske på ferie i Blokus, Løkken eller Lønstrup – så bør du gøre et stop i den vendsysselske storby. For her er et fint, historisk bymiljø, som fordeler sig omkring hele tre middelalderkirker.

I middelalderen var Hjørring en ret stor og vigtig handelsby. Selvom adskillige brande har udslettet det meste af middelalderen, så er her stadig en del at se på, hvis man godt kan lide at se på gamle huse. Det kan du forvisse dig om, hvis du begiver dig op og ned ad Nørregade og runder Nørretorv og Akseltorv.

Modsat de fleste andre historiske købstæder ligger Hjørring ikke ud til havet eller fjorden. Men fraværet af vand bliver til gengæld kompenseret med rigeligt med grønne parkområder tæt på centrum.

Derfor kan en bytur til Hjørring også snildt få tilført et grønt strejf, hvis du sætter kursen mod en af byens parker. Det kan for eksempel være den gamle bypark Christiansgave eller Svanelunden, som ligger lige på den anden side af banegården.

(Annonce)

Toppede brosten blandt de små byhuse.
I Museumsgade ligger byens historiske museum og arkiv.

Hvis du vil have et indtryk af det gamle Hjørring, så skal du sætte kursen mod den nordlige ende af byen. Start for eksempel en rundtur ved Nørretorv, hvor der ligger flere fine gamle huse.

Derfra kan du tage to afstikkere til de to middelalderkirker Sct. Hans og Sct. Olai, inden du fortsætter ned ad Nørregade.

Slå herefter et smut ned ad Kirkepladsen, hvor byens største kirke, Sct. Catharinæ ligger. Læg også mærke til den smukke gamle præstegård bag kirken.

Det er lidt specielt, at Hjørring har hele tre middelalderkirker inden for få hundrede meter. Sct. Catharinæ fra 1250 er den største og byens hovedkirke. Herfra er der ikke langt hen til Sct. Hans og videre over til Sct. Olai.

Sidstnævnte kirke er byens ældste, og den er muligvis opført af den dansk-norske konge Magnus den Gode. Der er fundet spor af en gammel trækirke under den nuværende kirke.

(Annonce)

Sct. Hans er en af tre middelalderkirker i centrum.
I Nørregade fører en lille trappesti op til kirkegården ved kirken Sct. Hans.

(Annonce)

Billeder fra Hjørring

Byens historie kort fortalt

Der er et fint historisk miljø i Hjørrings gamle bydel

Hjørring er som en af få danske købstæder opført på en bakketop i stedet for ved vandet eller for enden af en fjord. Her var der i rigtig gamle dage religiøse samlingspunkter, og derigennem er byen opstået.

Hjørring blev hurtigt et vigtigt trafikalt knudepunkt og i middelalderen var den lidt af en storby med 2000 indbyggere og tre kirker.

Efter reformationen gik det dog tilbage for byen. Bondeopstanden ramte Hjørring hårdt, og dertil kom pest og flere brænde. Til sidst var byen i en så slem forfatning, at Kong Christian den 4. foreslog, at byen blev nedlagt og de tilbageværende indbyggere forflyttet til den nye militærby, Hals.

Byen endte dog ikke med at blive afviklet, og i stedet kom der udvikling til. I 1794 blev Hjørring sæde for amtmanden, som skulle styre det nye Hjørring Amt, og det skabte tiltrængt fremgang i byen. 

Op igennem 1800-tallet kom flere industrivirksomheder til, og indvielsen af jernbanen mellem Frederikshavn og Aalborg via Hjørring skabte også fremgang.

I dag er Hjørring en vigtig handelsby i det nordvestligste Jylland.

(Annonce)

Oplevelser i nærheden

Frederikshavn

Læs mere

Hirtshals

Læs mere

Løkken

Læs mere

Rubjerg Knude

Læs mere

Tornby Klitplantage

Læs mere

Vestkysten

Læs mere

Links og kort

Links

Trap.lex – Hjørrings historie

Visit Nordvestkysten – turistinformation

(Annonce)