Kalvø
Landfast ø-idyl i Genner Bugt med spor af industrihistorie
I bunden af Genner Bugt ligger den 17 hektar lille hyggelige Kalvø og putter sig.
Øen er forbundet med fastlandet via en dæmning, så du kan godt køre derover og derpå parkere ved parkeringspladserne ved den lille havn.
En afmærket sti tager dig på en halv times tid hele vejen rundt på øen, og undervejs kan du nyde udsigten over Genner Bugt og den fredfyldte natur.
Kalvø er med god grund et yndet udflugtsmål for naturelskere, der kommer for at få en frisk gåtur eller spotte fugle.
Tidligere skibsværft
I dag rimer Kalvø først og fremmest på fred og idyl, men tidligere var øen også kendt for sit skibsværft. Da værftet var på sit højeste, fremstillede det nogle af datidens største og hurtigste træskibe.
I dag kan man stadig se en del af bygningerne fra værftstiden, som ligger tæt ved den lille havn.
Alt i alt er Kalvø er et oplagt stop til en kort slentretur i smuk natur tilsat søfartshistorie.
(Annonce)
Bliv klogere på værfsthistorien
Kalvø har med jævne mellemrum været beboet siden stenalderen. Men det var først i 1847, der for alvor kom gang i den lille ø i nyere tid. Her købte skibsreder Jørgen Bruhn øen og opførte et skibsværft.
Værftet blev hurtigt en større industri med tilhørende smedje og arbejderboliger, og i løbet af værftets levetid blev der bygget 9 store skibe på øen. Blandt andet træskibet “Cimber”, der var et af datidens største træskibe. Fart havde det også, og det præsterede endda at slå den daværende rekordoverfartstid på ruten Liverpool – San Francisco.
Værftet lukkede i 1869, men en del af bygningerne er stadig bevarede. Blandt andet den gamle smedje, en række arbejderboliger og skibsreder Jørgen Bruhns bolig, som i dag er indrettet til museum.
Praktisk information
Vandreruter
Kalvø er ikke større, end man snildt kan vandre hele øen rundt. Der går en afmærket sti langs vandet, og den er i alt 1,5 kilometer. Hele vejen rundt kan du nyde udsigten ud over Genner Bugt og de omkringliggende skove.
Vil du mere på opdagelse, kan du tage en afstikker ind til øens midte, der går under navnet “Ørkenen”. Området blev tidligere brugt som grusgrav, og i årenes løb er der grusgravet i alt otte meter af højden på øen.
Transport
Der ligger en parkeringsplads på øen lige der, hvor dæmningen slutter. Det er også her, den lille lystbådehavn ligger.
Hvis du vil med offentlig transport, så kan du tage bus 123 mellem Aabenraa og Haderslev og stå af ved stoppestedet Sønderballevej v. Kalvøvej, der ligger cirka 1 kilometer fra Kalvø. Du kan også stå af ved Genner Hoel rasteplads, hvorfra du kan tage den tre kilometer lange Kalvøsti til øen.
Toiletter
Der findes offentlige i den gamle smedje.
(Annonce)
(Annonce)
Oplevelser i nærheden
Kalvø på kortet
(Annonce)







