Ø Bakker og Bruunshåb
Idylliske højdepunkter langs Nørreå
Ø Bakker er en herlig lille naturperle mellem Viborg og Randers. Området består i dag først og fremmest af plantage.
Her kan du tage en lille rundtur på en snoet sti, der først tilbyder de stejle hedebakker som bagtæppe, og derefter giver dig turen op på bakkekammen. Heroppe i 53 meters højde venter fine udsigter.
Ø Bakker er et morænelandskab, som af en eller anden grund ikke forsvandt, da istidens gletsjere smeltede og dannede Nørreådalen. Derfor kom Ø Bakker til at ligge som en ø i vandet, da Randers Fjord bredte sig hele vejen ind til Viborg for 6000 år siden.
I dag er vandet sunket så meget, at Ø Bakker for længst er blevet landfast med sine omgivelser. Men Ø Bakker ligger stadig som en slags bakkeø i det ellers flade landskab.. I det åbne landskab er der typiske hedeplanter som lyng, blåbær og revling. Bakkerne når op i 53 meters højde.
(Annonce)
Pap i pæne omgivelser
15 kilometer fra Ø Bakker ligger et smukt fabrikskompleks som en industriel tidslomme ned til en lille opstemmet mølledam. Under navnet Bruunshåb har der siden 1822 været gang i fabrikken. Først som klædefabrik og siden som papfabrik.
Fabrikken udnyttede vandkraften fra Nørreå til at producere klæder, og Bruunshåb blev hurtigt en af de største fabrikker i landet. I løbet af få år var der over 200 ansatte ved fabrikkens væve- og spindemaskiner.
Efterhånden begyndte fabrikken at miste pusten. I 1909 brændte hovedbygningen, og en ny blev opført. Og i 1919 stoppede produktionen af klæder for at blive erstattet af fremstilling af pap.
Frem til 1986 var der gang i papproduktionen – og så var industrieventyret slut. Sådan da. For allerede året efter blev Bruunshåb lavet om til et arbejdende museum, og sådan er det stadig i dag. I 1999 blev bygningerne fredet. Læs mere om museet på papfabrikkens hjemmeside.
Ø Bakker og Bruunshåb er forbundet med Nørreåstien, der følger den gamle banestrækning mellem Viborg og Hammershøj.
(Annonce)
Nørreåstien
Vil du opleve både Ø Bakker og Bruunshåb til fods eller på cykel, så kan du følge den 31 kilometer lange banesti, Nørreåstien.
Den følger den gamle jernbanestrækningen mellem Viborg og Hammershøj og løber langs Nørreå i bunden af Nørreådalen.
Vær opmærksom på, at du lige skal tage en kort afstikker ved Viskum for at komme hen til Ø Bakker. Læs mere om Nørreåstien.
Billeder fra Bruunshåb og Ø Bakker
(Annonce)
Oplevelser i nærheden
Ø Bakker på kortet
(Annonce)






